Sønderborg Frikirke

Vision, teologi og formål 

Hvem er vi?

Sønderborg Frikirke holder til på Damgade 94 i Sønderborg. Kirken en del af Apostolsk Kirke Danmark, som har eksisteret som trossamfund i danmark i 100 år. Apostolsk Kirke Danmark er et netværk af lokale kirker, skoler og organisationer. Sønderborg Frikirke er desuden medlem af FrikirkeNet Danmark, der er et netværk af frikirker, organisationer og institutioner. 

Vision - hvad drømmer vi om at være

I Sønderborg Frikirke drømmer vi om at være en nådig kirke. En kirke hvor mennesker har mulighed for at få et møde med Jesus, og sige ja til ham - en kirke hvor mennesker mødes med nåde fremfor krav. En kirke hvor mennesker mødes med gaven før opgaven. Guds nåde er en gave til dig og din næste. Det er en gave, der - når den pakkes ud - indeholder fuld accept og ubetinget kærlighed. Gaven gives helt gratis og uden krav om at give igen. Det er den gave, du får i mødet med Gud - det er også den gave, vi ønsker at mennesker mødes med når de træder ind i vores kirke, og når de oplever et møde med de mennesker, der er en del af Sønderborg Frikirke.

Teologi - hvad tror vi på?

Vores grundlæggende teologiske fundament er Trosbekendelsen. I arbejdet med at forstå  hvordan troen på Gud kan leves ud i praksis, er bibelen vores rettesnor. Vi tror på , at hele bibelen er inspireret af Gud. Den åbenbarer hans væsen og relation til mennesker.

Vi må som menighed være i en proces, hvor vi forstår og fortolker bibelen ind i den tid, vi lever i. I den proces må  vi som menighed være åbne og lyttende overfor, hvad der gavner fællesskabet i en åbenhed for Guds tale og virke i fællesskabet.

Vi anerkender, at Gud kan tale gennem mennesker. Fællesskabets opgave er at bedømme og efterprøve det der tales, så der er en god balance mellem åndelighed og sund fornuft.

Den enkeltes frihed er vigtig for os. Vi er ikke herre over hinandens tro - men medarbejdere på  den. Derfor er det vigtigt, at der er en stor teologisk rummelighed i vores fællesskab.

Hvem er vi en del af?

Sønderborg Frikirke er en del af Apostolsk Kirke Danmark. Apostolsk Kirke Danamrk er et netværk af lokale kirker, skoler og organisationer. Apostolsk Kirke Danmark fylder 100 år i 2024. Du kan læse mere om vores landskirke her: Apostolsk Kirke Danmark

Sønderborg Frikirke er ligeledes en del af FrikirkeNet. FrikirkeNet er en landsdækkende organisation, som med sine flere end 120 medlemmer består af et bredt netværk af frikirker, organisationer og institutioner. Du kan læse mere om FrikirkeNet her: FrikirkeNet

Vores mål og opgave

Formålet med at være kirke er udtrykt i ordene om at “elske Gud og elske sin næste” - og vi må derfor som kirke både være Guds-vendt og verdens-vendt. I alt hvad vi siger og gør,  ønsker vi, at Jesus er vores forbillede. Jesus kom ikke for at dømme, men gennem sit liv og sine ord viste han, hvordan kærlighed og sandhed er i stand til at forvandle mennesker og samfund.

Vi  ønsker i vores kirke at støtte og hjælpe mennesker til at finde ind i et ægte, levende og givende forhold til Gud. Vi ønsker at være et sted, hvor vi gøres i stand til til at tjene Gud - ikke bare i kirken men i livet, i vores familier, vores arbejdsliv og i alle de relationer vi indgår i. Vi ønsker som kirke at række ud til mennesker med det, vi har fået givet af Gud.

Ny

i kirken

Læs her

Præster

Ledergruppe

Tag kontakt

Medlemsskab

 

Læs her

Kirkelige Handlinger

Læs her

Gaver 

 

Læs her

Kirkeliv

 

Læs her