Gospelkirken

Gospelfællesskabet Sønderborg er en del af Sønderborg Frikirke. I Gospelkirken har vi vores egen selvstændige ledergruppe - men samtidig er lederskabet i Sønderborg Frikirke også vores øverste ledelse. Sønderborg Frikirke er en del af landskirken - “Apostolsk Kirke i Danmark”. Ordet apostolsk kommer af ordet apostel, som betyder udsending. Betydningen af apostolsk kirke kan man tænke som en kirke, der ønsker at være udsendt til denne verden. Sønderborg Frikirke er under supervision af landskirken ligesom Sønderborg Frikirke også er medlem af Frikirkenet - et netværk af frikirker i Danmark.

Gospelfællesskabet Sønderborg startede med at være et fællesskab af gospelkor, undervejs indførte vi en gospelgudstjeneste en gang om måneden. Vi oplevede at nogle af medlemmerne af gospelkorene og deres familier, betragtede Gospelfællesskabet Sønderborg som deres kirke. Spørgsmål som “Kan man blive konfirmeret her?”,  "Begraver I også?”,  “Hvad med dåb og bryllup?” dukkede op! Spørgsmålene omkring medlemskab, troen og ritualerne generelt, og det at vi oplevede en gruppe, der betragtede Gospelfællesskabet Sønderborg som deres kirke, gjorde at vi valgte at kigge ind i en etablering af en gospelkirke.

Gospelfællesskabet Sønderborg ledes overordnet af May Jeznach Madsen, hun varetager derfor også de præstelignende opgaver i gospelkirken. Lars Lindskov Beck - præst og menighedsleder i Sønderborg Frikirke vil være samarbejdspartner omkring dette arbejde. Der er en ledelse omkring gospelkirken, som lige nu arbejder med udviklingen af kirken - i den ledergruppe sidder: Lars Lindskov Beck (præst og menighedsleder i Sønderborg Frikirke), Kenneth Nielsen (medlem af gospelkirken og sanger i New Hope Gospel Choir) og May Jeznach Madsen. Udover det arbejdes der i en praktisk gruppe omkring arrangementer m.m.

Der er ligeledes en gruppe af frivillige, der varetager forskellige opgaver i kirken - det kan være alt lige fra kaffebrygning til gudstjenester, hjælp til korøvelser, madlavning til arrangementer m.m.

Gospelkirken er en ny kirke, og derfor vil man også opleve at tingene er i bevægelse og forandrer sig undervejs. 

Ophavsret: